Gennemsigtighed af data

Gennem etableringen af en kultur baseret på principperne om gennemsigtighed samt kvalitetskontrol og -sikring har du som forsker mulighed for at aktivt bidrage til opretholdelsen af integriteten og pålideligheden i videnskabelig forskning. 

Det er derfor en vigtig del af din kvalitetskontrol, at du har klare og præcise retningslinjer for din dataindsamling og dokumentation, herunder specifikation af datakilder og filtreringsprocedurer. Transparent dokumentation muliggør reproduktion og validering af dine resultater, hvilket styrker din forsknings troværdighed.

Når det kommer til evnen til at gengive dine forskningsresultater, er det væsentligt, at andre forskere kan forstå og eventuelt replicere den nøjagtige proces, der blev brugt til at indsamle for eksempel kliniske data. Ved at give detaljerede og gennemsigtige beskrivelser af dine dataindsamlingsmetoder, herunder valg af instrumenter/prøveudtagningsprocedurer og eventuelle datafiltreringsprocesser, giver du andre forskere mulighed for at teste og validere resultaterne.

Dårlig datakvalitet har betydelige konsekvenser for resultater og deres fortolkning. Unøjagtige, urigtige eller ufuldstændige data kan føre til ukorrekte konklusioner og potentielt misinformation. Som forsker risikerer du at basere dine undersøgelser på et svagt grundlag og drage forkerte konklusioner.

Det er vigtigt, at du er opmærksom på potentielle bias og fejlkilder, der kan påvirke data og resultere i fejlagtige resultater. Identifikation og håndtering af disse faktorer er derfor afgørende for at minimere denne risiko. Som forsker bør du være villig til at dele disse begrænsninger og usikkerheder med andre forskere. Vi anbefaler åbenhed om både positive og negative resultater samt eventuelle begrænsninger eller usikkerheder ved data.